Jesper Knudsen
CANAL+ er stolte af at kunne præsentere de dygtigste kommentatorer og de mest vidende eksperter for sine seere.
Kommentator og studievært
Jesper Knudsen er kommentatorholdets nestor og har været hos CANAL+ siden 1993. Mange husker Jesper Knudsen fra hans yngre dage, da han toppede verdensranglisten i badminton.
Jespers blog:
29. april
The land of desperation - Hvad sker der i det nordøstlige England?
Med fire spillerunder tilbage begynder billedet af, hvem som IKKE spiller i Premier League næste sæson at blive klarere, og det er alt andet end munter læsning for befolkningen i Englands nordøstlige hjørne.
Newcastle og Middlesbrough er under nedrykningsstregen og lige over er Sunderland i farezonen. I denne del af det britiske imperium er det store følelser, man ellers troede var forbeholdt sydeuropæere, som forbinder fodboldfans med deres hold. For mange er klubben og holdet også deres identitet.
Derfor er de fodboldmæssige dårligheder svære at sluge for den i forvejen hårdt prøvede befolkning. Arbejdsløsheden i dette område ligger traditionelt over landsgennemsnittet og den økonomiske recession rammer derfor ekstra hårdt. I sådanne tider ville succes for byens hold ellers være en kærkommen opmuntring.
Nordøstengland har været repræsenteret i Premier League siden starten i 1992-93 og med minimum to hold siden 1998-99. Skrækscenariet i området er nu en Premier League uden regional deltagelse.
Men kunne man se det komme? Spørger I mig, så nej. Skønt ingen af de tre klubber har blandet sig i Premier League de sidste år, lå det ikke i kortene, at det skulle kunne gå SÅ galt.
Middlesbrough har længe været betragtet som en sandsynlig nedrykningskandidat. Glamouren klistrer sig måske ikke ligefrem til klubben, men det er det hold af de tre med størst stabilitet på både ejer- og ledersiden. Manager Gareth Southgate er eksempelvis den eneste tilbageværende af de tre der startede i sommer. Klubben har satset på unge spillere af egen avl, og det ser helt enkelt ud til ikke at række i år.
Sunderland er i en opbygningsfase, der startede med, at nye ejere kom til for 3 år siden.
Ricky Sbragia har taget over efter Roy Keane, og selvom han står med de bedste chancer for at redde sit hold, har navnlig foråret vist, at han næppe er en langsigtet løsning. Sunderland redder sig måske i år, men skal starte forfra næste sæson. Det kan betyde, at klubben på ny vil befinde sig i faretruende nærhed af nedrykning næste sæson.
Newcastle er Nordøstenglands største klub, og uden diskussion den de færreste ville have tippet til at rykke ned. Faktisk er det først de sidste uger, det for alvor er gået op for mange, at det virkelig kan ske.
Der har været meget uro omkring Newcastle denne sæson. Klubbens ejer Mike Ashley ville sælge og så alligevel ikke. Kevin Keagan gik, Joe Kinnear kom, indtil helbredet svigtede. Og legenden Alan Shearer har vist sig - skønt mange troede det modsatte - ikke at kunne gå på vandet. En klub med den mængde problemer ville de fleste normalt ikke blive forbavset over at se ligge til nedrykning, men hvem kan ikke sige sig fri, for at tænke: "Hallo dér, det er jo Newcastle, vi taler om!!!"
Måske er det den opfattelse af "udødelighed", de har haft i Newcastle FC. Chancen for, at klubben redder sig, eksisterer stadigt, men hvis Newcastle rykker ned kan mange af klubbens velbetalte spillere stille sig op i arbejdsløshedskøen og på egen krop føle, hvordan de hårdt prøvede nordøstenglændere har det.
3. februar 2009:
City løb med overskrifterne, men ikke stjernerne
Kaka blev til Bellamy og Buffon til Given
Så lukkede transfervinduet og udluftningen i omklædningsrummene rundt om i de europæiske fodboldklubber er slut. Størst spænding var der naturligvis om hvilke spillere, verdens rigeste klub Manchester City ville have held til at hente.
Det bliver for omfattende at opremse alle de verdensstjerner, som var sat i forbindelse med City, men facit blev, at klubben for godt £45 mio. lykkedes at få papirer på fire spillere: Shay Given, Wayne Bridge, Nigel de Jong og Craig Bellamy. Uden på nogen måde at forklejne dem, så er alle et stykke fra at kunne bære prædikatet "verdensstjerner", for det var jo, hvad medierne mente, klubben var ude efter.
I de kommende dage vil der helt sikkert komme masser af artikler - nogle af dem med en skadefro undertone - om de forfejlede forsøg. Men jeg er nu ikke så sikker på, at Manchester Citys manager, Mark Hughes, hænger med skuffen af den grund.
Han havde - lang tid før transfervinduet åbnede - udtalt, at han ønskede sig spillere med Premier League-erfaring frem for store stjerner. Det har waliseren så fået krydret med en hollandsk plæneklipper. Man kan så diskutere, om det er de rigtige folk, Hughes har fået, men han fik det, han ønskede.
Skal man tro diverse avisartikler, ville araberne have stjerner, men det vil være at gå for vidt at påstå, at Hughes nu har vundet en magtkamp, hvis der var en sådan. Det er mere nærliggende at tro, at de rigtig store stjerner tvivler på projektet i Manchester City.
Om det ændrer sig, når vinduet åbnes igen, og den milde sommerluft lukkes ind, må tiden vise. Én ting, som dette transfervindue har vist, er, at "har du penge, så kan du få" ikke holder, når det er fodboldspillere med sportslige ambitioner, det handler om.
Det er der bestemt meget positivt i, men der er også den fare, at det også i årene fremover er de samme klubber, som i dag topper de store europæriske ligaer, der kommer til at afgøre titlerne mellem sig. For mig er spændingen om resultatet en grundsten i det, som gør sport interessant. Jovist, jeg er da spændt på, hvem der bliver mester, men det er da lidt trist, at kampen om mesterskabet - det være sig i England, Danmark eller et hvilket som helst andet sted - står mellem de samme klubber år efter år. Derfor kan man synes, hvad man vil om Manchester Citys projekt, men hvis det lykkes, rusker det op i noget, som er ved at blive alt for statisk.
Der er en grund til, at mange glædede sig over, at Everton brød The Big 4´s dominans for nogle år siden, og at mange med spænding følger med i, om Aston Villa måske gør det i år. Det er lidt pseudo-agtigt at gå op i, hvem der bliver nummer 3 og 4, men det beviser bare, hvor vigtigt det er, at resultater stadig er uforudsigelige. Jeg ved ikke om Everton og Aston Villa får flere fans af den grund, men jeg kan garantere, at der er mange, som sender dem en taknemmelig tanke.
17. december:
En fortravlet tid
Julen står for døren. Alligevel kan det nok ikke tilskrives stress over den forestående højtid, som fik Blackburns ledelse til at fyre manager Paul Ince. Det skete blot en uge efter klubbens formand, John Williams, havde fortalt medierne, at man efter ledelsens opfattelse ikke kunne dømme en managers evner på 16 kampe. I stedet meddelte klubben, at målsætningen nu lød på at nå 9 sejre i den resterende del af sæsonen. Den målsætning har Blackburn sikkert stadig, men trods de formanende ord sidste uge bliver de uden Ince.
Udefra set kan det virke paradoksalt, at én kamp kan få Blackburns ledelse til at vende på en tallerken, og man må spekulere på om Ince i virkligheden fik et ultimatum af ledelsen, og efter slutfløjtet mod Wigan vidste, at hans chancer i klubben var opbrugt. Trods ledelsens officielle opbakning oven på mødet ugen før kampen mod Wigan fornemmede man nemlig ikke, at Ince virkede som en lettet person, der havde fået talt tingene igennem med sin arbejdsgiver, og var blevet forsikre,t at han ville få den tid, der skulle til, for at hans ideer kom til at virke.
Ince er den anden manager i Premier League med en lang og flot karriere inden for linierne, men ikke den store erfaring uden for, som har måttet stoppe før tid. Hans tidligere holdkammerat i Manchester United, Roy Keane, gik selv, og dermed slap Sunderlands ledelse for at træffe beslutningen for ham. Hvis det viser sig at være Premier League-sæsonens modefænome,n er Gianfranco Zola - som aldrig har stået i spidsen for en klub - den næste, som må lade livet.
Det er synd! Ince og Keane har på deres korte tid som managers nået at sikre deres tidligere klubber oprykning, så evnerne findes. Premier Leagues førende klubber styres af folk med erfaring. Benitez, Scolari, Ferguson, O´Niell og Wenger. Nogen vil så indvende, at Hull, som parkerer på 6. pladsen, i Phil Brown har en uerfaren manager. Det er rigtigt, men til gengæld har han gennem 14 år ernæret sig som træner, assistent og nu manager.
Hvis jeg må tillade mig lidt lommefilosofi, så må læren af den sidste måneds manager-afgange være, at det ikke betaler sig at fare for hurtigt frem. Det gælder både for dem, som er nye i managerfaget, og dem, som ansætter dem. Der er et hav af trænere, som vil fortælle, at man ikke bare kaster en lovende ung spiller for ulvene, men fører ham forsigtigt frem, lader ham udvikle sit talent. Sådan burde det måske i virkligheden også være blandt managers.
- Jesper Knudsen
5. november:
Farvel og tak!
Det var lige før, jeg troede fornuften og tålmodigheden var nået til Italien. Selv de ansatte på arbejdsformidlingen for fodboldtrænere var begyndt at blive nervøse, men lur mig om ikke årets sidste måneder vil vise, at alt er ved det gamle.
Denne uge mistede ledelsen i Bologna troen på at Daniele Arrigoni var den rette til at sikre sejre. Bologna fylder 100 næste år og har bestemt ikke kalkuleret med, at det skal markeres med en lynexit retur til den næstbedste række. 6 points på 10 kampe, en plads som nummer 19 ud af 20, dog uden på nogen måde at have mistet kontakten med holdene ovenfor, spolerede tilsyneladende Bologna-ledelsens nattesøvn.
Indtil nu var det ellers kun Palermos berygtede præsident Zamparini, som har smidt træneren på porten, og var det ikke sket, kunne man for alvor tale om nye tider i støvlelandet!
Omkring denne tid sidste år var der allerede fem klubber (inklusiv Palermo naturligvis), der havde sparket deres træner ud af bagdøren. To af dem (Livorno og Empoli) rykkede alligevel ud, og hvis det overhovedet beviser noget, så er det i hvert fald, at det IKKE løser problemerne, men sådan er gamet i Italien, hvor jobsikkerhed for en træner er en by i Rusland.
Hvis stormagasinerne rundt om i Italien behøver en kendis til at trække i julemandskostumet næste måned, er der god chance for, at Chievos Giuseppe Iachini, Torinos Giovanni De Biasi, Regginas Nevio Orlandi og måske også Romas Luciano Spaletti alligevel ikke har andet at lave i julemåneden. Så slutter de i det mindste året i et job, hvor de med sikkerhed glæder andre.
8. august 2008:
Fodbold på italiensk
For nogle år siden var danske landsholdsspillere i Serie A et sjældent syn, men når startskuddet til den kommende sæson lyder i sidste weekend i august, er der 4 danske spillere (5 når Nicki Zimling senest tiltræder i Udinese januar 09 og 6, hvis Reggina mod forventning beholder Mike Tullberg) klar til at vise det italienske publikum, hvad de står for. Det er ikke bare glædeligt at så mange danskere er repræsenteret i en af Europas bedste ligaer, men også at de befinder sig i klubber, der alle hører til i den bedste halvdel af Serie A.
"Men de spiller da bare røvkedeligt i Italien", tænker mange sikkert, som læser disse linier. Ikke mindst dem, der ligesom jeg sad og krummede tæer over Gli Azzuris skyttegravstaktik under sommerens EM. Ikke alene var indsatsen uværdig for en nation, der er regerende verdensmester, den var også vand på møllen for dem, som hævder, at der spilles kedeligt i Serie A. Og det ægrer én, som har fulgt de bedste hold i Italien de sidste ni sæsoner. For nej, gu' spilles der ej kedeligere i Serie A end i nogen af de andre topligaer i Europa.
At Juventus fx henter Christian Poulsen til klubben er jo bl.a udtryk for, at de ikke råder over en defensiv midtbanespiller med tilstrækkeligt gode kvaliteter. Det er jo ikke sådan, at sidste sæsons nummer 3 vælter sig i den type spillere, som nogle måske fejlagtigt tror. "Den gamle dame" havde derimod de to mest scorende spillere i Serie A sidste sæson og havde scoret 72 gange, da sæsonen var slut. Det er mere end fx Liverpool og Chelsea scorede i Premier League.
Jeg siger ikke, at Serie A er mere underholdende end Premier League, men jeg står gerne inde for at ligafodbolden i Italien fortjener mere kredit, end der gives af mange forudindtagede fodboldfans. Til dig, som ikke tilhører den gruppe; gør dig selv en tjeneste og tænd for nogle af CANAL+ Sports kampe fra Italien denne sæson.