Hovedet på bloggen!

På sportsbloggen vil der i tide og utide blive kommenteret på stort og småt indenfor sportens verden. Læs kommentatorer og eksperters skæve, kontroversielle og/eller meget personlige betragtninger. På denne blog får indsparkene lov at spænde fra vidtløftige fodboldstrategiske teorier til overvejelser omkring tykkelsen på fodboldstøvlernes snørebånd eller dissekering af den sindsoprivende tændrørsproblematik på de svenske speedwaybaner. Det handler med andre ord om alt mellem himmel og jord ... så længe det smager lidt af sport!

Seneste indlæg:

20. maj

Mysteriet om Tevez

Lørdag den 16. maj stod det klart, at Manchester United havde vundet det engelske mesterskab for 3. år i træk. For klubbens fans betyder det også utrolig meget, at United dermed udlignede ærkerivalen Liverpools rekord på 18 mesterskaber.

Så alle med sympatier for Manchester United burde være glade. Det er de sådan set også, men der er alligevel en lille ting, der nager. En lille ting på 168 cm og 67 kg. Han hedder Carlos Tevez.

 

Hvad skal der ske med ham?

Han er ufattelig populær blandt Uniteds fans. Jeg har selv haft fornøjelsen at være på Old Trafford flere gange i denne sæson, og hver gang er det Tevez, som får det største bifald. Selv når han rejser sig fra bænken og begynder at varme op, bryder jublen løs.  Han knokler som en hest for holdet, han scorer nogle vigtige og flotte mål. Men han føler sig ikke som en del af United-familien. Det afslørede han i et interview med en engelsk avis i starten af maj, hvor han var ret kritisk overfor Ferguson.

 

Hvis han er så populær, hvis han scorer mål og arbejder for holdet, hvorfor køber Ferguson ham så ikke bare?

Det må virkelig være svært for United IKKE at købe Tevez, når fansene presser så meget på, og spilleren leverer varen. Men ejerforholdet omkring Tevez er enormt kompliceret. Han har spillet på lån i United de sidste to år. Han er ikke ejet af nogen klub, men af forretningsmanden Kia Joorabchian, der også er hans agent.

United og agenten kan ikke blive enige om prisen. For os dødelige virker det ret ligegyldigt, om beløbet skal hedde 25 eller 30 millioner engelske pund. Og mon ikke United ville være parat til at betale, hvis modparten havde været en klub? Men nu er det en person, der via sit private selskab kan stikke sindsygt mange millioner ned i lommen, hvis der bliver handlet. Dét, tror jeg, bekymrer United.

 

Hvis United ikke køber Tevez, hvor skal han så hen?

Enhver klub i Premier League og alle andre ligaer vil i princippet være interesseret i en spiller af Tevez' kaliber. Han har sikkert mange tilbud, og formentlig ingen begrænsninger. Fansene elsker ham så meget, at de vil tilgive et skifte til selv Manchester City eller Liverpool. Fansene vil ikke bebrejde ham, men United, hvis det skulle ske.

Uniteds direktør, David Gill har sagt, at sagen finder sin afgørelse i løbet af juni. Tevez spiller højt spil og gør det ikke nemmere for sig selv, fordi han bliver ved med at udtale sig kritisk om klubben, men på den anden side: hvorfor vil United risikere at lade sådan en verdensklassespiller smutte? Hvis Tevez rejser, så skal United bruge penge på en erstatning, for der er ingen af de unge angribere som Welbeck og Macheda, der er klar til at fylde hullet ud.

Og så er der også lige en anden ting: det er slet ikke utænkeligt, at der bliver en del ballade omkring Cristiano Ronaldo og Real Madrid i løbet af sommeren. Så mon ikke det bedste for United vil være at sikre sig en underskrift fra Tevez og Joorabchian, inden agenten sælger Tevez til nogle andre.

- John Bisgaard

 

 

 

 

 

29. april

 

The land of desperation - Hvad sker der i det nordøstlige England?

Med fire spillerunder tilbage begynder billedet af, hvem som IKKE spiller i Premier League næste sæson at blive klarere, og det er alt andet end munter læsning for befolkningen i Englands nordøstlige hjørne.

Newcastle og Middlesbrough er under nedrykningsstregen og lige over er Sunderland i farezonen. I denne del af det britiske imperium er det store følelser, man ellers troede var forbeholdt sydeuropæere, som forbinder fodboldfans med deres hold. For mange er klubben og holdet også deres identitet.

Derfor er de fodboldmæssige dårligheder svære at sluge for den i forvejen hårdt prøvede befolkning. Arbejdsløsheden i dette område ligger traditionelt over landsgennemsnittet og den økonomiske recession rammer derfor ekstra hårdt. I sådanne tider ville succes for byens hold ellers være en kærkommen opmuntring. 

Nordøstengland har været repræsenteret i Premier League siden starten i 1992-93 og med minimum to hold siden 1998-99. Skrækscenariet i området er nu en Premier League uden regional deltagelse.

Men kunne man se det komme? Spørger I mig, så nej. Skønt ingen af de tre klubber har blandet sig i Premier League de sidste år, lå det ikke i kortene, at det skulle kunne gå SÅ galt.

Middlesbrough har længe været betragtet som en sandsynlig nedrykningskandidat. Glamouren klistrer sig måske ikke ligefrem til klubben, men det er det hold af de tre med størst stabilitet på både ejer- og ledersiden. Manager Gareth Southgate er eksempelvis den eneste tilbageværende af de tre der startede i sommer. Klubben har satset på unge spillere af egen avl, og det ser helt enkelt ud til ikke at række i år.

Sunderland er i en opbygningsfase, der startede med, at nye ejere kom til for 3 år siden. 

Ricky Sbragia har taget over efter Roy Keane, og selvom han står med de bedste chancer for at redde sit hold, har navnlig foråret vist, at han næppe er en langsigtet løsning. Sunderland redder sig måske i år, men skal starte forfra næste sæson. Det kan betyde, at klubben på ny vil befinde sig i faretruende nærhed af nedrykning næste sæson.

Newcastle er Nordøstenglands største klub, og uden diskussion den de færreste ville have tippet til at rykke ned. Faktisk er det først de sidste uger, det for alvor er gået op for mange, at det virkelig kan ske.

Der har været meget uro omkring Newcastle denne sæson. Klubbens ejer Mike Ashley ville sælge og så alligevel ikke. Kevin Keagan gik, Joe Kinnear kom, indtil helbredet svigtede. Og legenden Alan Shearer har vist sig - skønt mange troede det modsatte - ikke at kunne gå på vandet. En klub med den mængde problemer ville de fleste normalt ikke blive forbavset over at se ligge til nedrykning, men hvem kan ikke sige sig fri, for at tænke: "Hallo dér, det er jo Newcastle, vi taler om!!!"

Måske er det den opfattelse af "udødelighed", de har haft i Newcastle FC. Chancen for, at klubben redder sig, eksisterer stadigt, men hvis Newcastle rykker ned kan mange af klubbens velbetalte spillere stille sig op i arbejdsløshedskøen og på egen krop føle, hvordan de hårdt prøvede nordøstenglændere har det.

    - Jesper Knudsen